Der er 10 gode grunde til at stemme på Christian. Her er én af dem:
Selvfølgelig er respekt for loven og overholdelse af lovgivningen selve udgangspunktet for et velfungerende samfund.
Men de gode folk, vi har valgt til at vedtage love på Christiansborg, har det desværre med at vedtage lidt for meget, selv om al snak på Borgen siden Poul Schlüters tid har været, at nu skal vi ikke vedtage flere regler, som gør det mere kompliceret at fungere i dagens Danmark.
Foto: Nick-D / Wikimedia Commons, licens: cc by-sa 4.0
Danmark er i dag et så velreguleret samfund, at loven ofte spænder ben for udvikling. Ikke mindst i landområder som Lolland-Falster.
Tag fx reglerne om strandbeskyttelseslinjen, der forhindrer nybyggeri tættere end 300 meter fra stranden.
Principielt en fornuftig regel for at stoppe, at hele den danske kystlinje bliver bebygget. Men reglen bliver forvaltet alt for rigoristisk af de centrale myndigheder som Kystdirektoratet – og sætter på Lolland-Falster en unødvendig stopper for nytænkning af, hvordan vi kan udnytte vores store kystlinje.
Men som altid når det gælder juridiske regler er der et stort spillerum for fortolkning af reglerne. De er sjældent 100% entydige og har oftest utallige dispensationsmuligheder indbygget; hvorfor er Danmarks ellers så rig på alverdens jurister til at fortolke dem?
Skal vi sikre udvikling i Guldborgsund, skal vi derfor i byrådet have modet og viljen til at udfordre lovgivningen, når den forhindrer os i nye tiltag.
I byrådet vil jeg sætte mig i spidsen for, at vi skal turde gå til kanten af lovgivningen, når den står i vejen.
Vestensborg Allé 12, 4800 Nykøbing Falster.
Telefon 40 37 74 70. Mail: cs4800@outlook.dk